Parnasset og de andre…

I denne uges bogmarked står der en del om selvudgivere, og hvilken pestilens det er for de diverse redaktioner på de store aviser (de hårdtprøvede anmeldere). Det fremgår også ret tydeligt, hvilken holdning de sådan set har i forhold til selvudgivere. Selvudgivere skal aldrig forvente en plads på parnasset. Det mener samtlige anmeldere, at på forhånd er de dømt ude. De har ved selvsyn oplevet, hvor dårlige alle selvudgivere er, og der er så langt imellem perlerne, at den eneste umage man kan gøre i den forbindelse, det er at køre pallerne med selvudgiverværkerne til destruktion. De fine anmeldere sidder og venter på den honningsøde mælk, der drypper fra de etablerede forlag (og etablerede forfattere). Her ved man, hvad man får, man kender forlagene, man kender forfatternavnene (her er tale om gengangere og kun det). At der så dukker en Hassan op på scenen, ja det må man jo så tage med. Han er i hvert fald en fremmed fugl på parnasset. Man skal være kendt, man skal kende nogen, man skal have forbindelser, man skal (ud)komme på det rigtige forlag, og så vips åbner dørene sig.

Selvudgiverne kan kun forvente foragt og destruktion, man er dømt på forhånd. SELVUDGIVER.

Jeg er selv en af disse uudholdelige selvudgivere, og det går da egentlig meget godt, selv om jeg lever under radaren. Jeg er kommet på ereolen med 3 romaner, på ebib med en sci-fi-fortælling og et teaterstykke. Jeg tager rundt til boghandlere, der er utroligt flinke, interesserede og imødekommende, og de vil alle gerne sælge mine bøger. Så jeg klager ikke….